De borgerlige partier står splittede, uden en klar leder og med et pinligt fravær af konkret politik. Tre år inde i valgperioden er det på tide, at nogen griber det politiske ansvar.

Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator

Blå blok minder efterhånden om en faldefærdig andelsforening. Når der skal vælges en ny formand, stirrer medlemmerne tomt ud i luften, mens malingen langsomt skaller af væggene. Lige så fattig blå blok er på samhørighed og visionær politik, lige så rig er den på partier og partiformænd, der leger fyrster i hver sit hertugdømme.

Vi er tre år inde i denne valgperiode, og det borgerlige Danmark kan stadig ikke mønstre en statsministerkandidat. De borgerlige plejer ellers at være fortalere for konkurrence – bare ikke når det gælder lederskabet af landet. Det er usundt for vores demokrati. Vælgerne fortjener at blive præsenteret for et alternativ til den herskende orden.

Dette er blot et af flere iøjefaldende problemer for blå blok. Et andet er, at blå vælgere især er drevet af skuffelse og fravalg frem for stabile tilvalg af partier.

Siden 2011 har kun et borgerligt parti formået at gå frem to folketingsvalg i træk: Nye Borgerlige gik ved seneste valg frem til 3,7 procent. Ikke just prangende …

Blå vælgere skiftes ved hvert valg til at stemme på det mindst ringe alternativ, der efterfølgende synker i grus. Vælgerfremgangen i blå blok har i over et årti været drevet af andres kriser.

Modsat manges opfattelse var DF’s kanonvalg i 2015 ikke en ren kærlighedserklæring til Kristian Thulesen Dahl. Det var også et fravalg af Lars Løkke Rasmussens skandaler.

De Konservatives massive opbakning i meningsmålingerne på 16 procent i 2022 skyldtes ikke udelukkende De Konservatives politik, men også Venstres og DF’s nedsmeltning.

Moderaterne? Ja, de var en redningsbåd for skuffede vælgere. Men Løkkes lederskab ser ud til at sende vælgere såvel som mandater på flugt.

Og så er der Liberal Alliance. Partiet begyndte først at rykke for alvor, da det konservative håb kollapsede inden valget i 2022. Alex Vanopslagh fik et kanonvalg. Måske også fordi han var den blå partileder, der havde fucket mindst op.

De borgerlige partier har derfor også et tredje stort problem: dem selv. Går man ind i det borgerlige shoppingcenter i Herning, er der ingen forskelle af betydning på de produkter, partierne sælger. Du kan få Jolly, Pepsi, Coca-Cola, sportscola og Fritz-Kola. Forskellen ligger primært i brandet. Politiken er påfaldende ens. Det gør partierne skrøbelige.

Seks opstillingsberettigede partier (syv, hvis man tæller Moderaterne med) er bygget på borgerlige søjler – men de kan ikke være i stue sammen.

Lars Boye Mathiesen, Inger Støjberg, Martin Henriksen og Morten Messerschmidt insisterer alle på at være formænd i hver sit kongerige. To af dem har endda brændemærket partiet med eget navn. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige (som dog ikke er opstillingsberettigede endnu), Borgernes Parti og Danmarksdemokraterne er spejle for deres ledere frem for dybt forskellige, rodfæstede partier.

De mange blå partier er et symptom på, at der mangler en klar politisk idé om, hvad de vil med Danmark. Når man ikke kan skændes om politik, kan man diskutere personer.

Blå vælgere skiftes ved hvert valg til at stemme på det mindst ringe alternativ

Meget kan man sige om Anders Fogh Rasmussen. Men han formåede at binde det borgerlige Danmark sammen. Med bogen ’Fra socialstat til minimalstat’ satte Fogh en markant retning for, hvordan han ville reformere Danmark åndeligt, politisk og praktisk. Nok måtte han tage afstand fra bogen som formand for Venstre. Men mange af ideerne blev til borgerlig virkelighed i 00’erne… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.