Problemet er ikke manglen på regering, men reformivrige regeringer med akut handlingssyndrom.

Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator

Aaaaaah, er det ikke skønt? Dette totale fravær af alvorstunge, dundertalende og handlekraftige politikere og ministre i vores feed og medier?

Selv om jeg ernærer mig som politisk kommentator, sætter jeg stor pris på denne periode uden en regering. De lange regeringsforhandlinger giver os et pusterum fra forhastede beslutninger om lavere moms på mad, fødevarecheck til millioner af stakler, endnu en gigareform af bureaukratiet og uigennemtænkte sænkelser af dieselafgifter.

Ingen leder landet. Forårssolen stråler. Og reformtraumatiserede offentligt ansatte har for en stund fred til at gøre det, de er ansat til, nemlig at sikre velfærden uden politisk distraktion.

I 2010-2011 gik der 541 dage, uden at Belgien havde en formel regering. I den periode gik det bedre for økonomien, end hvis der havde været en regering, konkluderede et forskerhold. En paradoksal påmindelse om, at handlekraftige politikere somme tider har samme nytteværdi som pesticider i grundvandet.

Kigger man på de over 205 aftaler, som SVM-regeringen nåede at indgå, er der et nedslående fællestræk (udover, at de blev hastet igennem Folketinget, som havde svært ved at følge med): Mange af aftalerne handlede om at rette op på tidligere reformer. Læg så oveni, at SVM-regeringen forsøgte at grundforandre sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet. Den satte gang i kæmpe reformer af ældreplejen og forsøgte at omkalfatre jobcentrene, samtidig med at de skulle fyre medarbejdere. Alt sammen på én gang.

Måske er kerneproblemet, at politikerne har haft alt for travlt med konstant at lave om på systemerne med symbolske sejre til alle bag aftalen. Og når en politisk beslutning efterfølgende viser sig at være helt i skoven, er der ingen, der tager ved lære af fortidens fejl – og slet ikke nogen, der påtager sig et ansvar.

Elendige politikere, der traf elendige beslutninger, kan tværtimod beholde både pension og ridderkors.

Tag skattevæsenet. Det blev i nullerne reformeret til destruktion. Man sparede medarbejdere væk, før man fjernede opgaverne. Det har kostet staten milliarder af kroner. Siden har man forsøgt at lappe på det, men Christiansborg er tilsyneladende ramt af læringsvanskeligheder.

Således foreslog politikere fra SF, S, V og LA under valgkampen at finansiere alverdens symbolpolitik med besparelser på administration – uden dog at forklare, om det er sagsbehandlingstiden på byggeprojekter, der skal stige, eller hvem der konkret skal have sparket.

Skadevirkningen blev tydelig for mig under valgkampen, hvor jeg holdt et oplæg for en gruppe folkeskolelærere. Deres største bekymring var Socialdemokratiets forslag om at indføre et loft på 14 elever i de små klasser. Lærerne var trætte af politiske projekter, som blev tvunget ned over hovedet på dem. De bad mig forklare, hvordan så latterlig en idé var blevet undfanget. Var ideen opstået i en hashrus på værtshuset Toga? Hvem var den ansvarlige politiker eller embedsmand?

Det, som lærerne havde allermest brug for, var midler til nye bøger, flere uddannede kolleger i klasselokalet og stabilitet. Det burde ikke være så svært.

Folkeskoleområdet er et af de mest reformerede områder igennem de sidste 30 år. I samme periode er eleverne blevet dårligere til at læse, skrive og regne. Reformer og tjubang er efterhånden blevet et mål i sig selv.

Danmark har akut brug for kedelige politikere, der bruger lang tid på gennemtænkte reformer

Også på anbringelsesområdet har reformivrige politikere haft behov for at vise handlekraft, så der de seneste år er foretaget flere tvangsfjernelser af børn – præcis, som statsministeren bebudede i sin nytårstale i 2020.

Men i det seneste afsnit af Genstart hører vi fra en næsten grådkvalt forsker, at vi risikerer at skade børnene permanent, at der mangler sammenhæng i tvangsfjernelserne, og at staten om mange år risikerer at skulle sige undskyld til denne generation af reformfjernede børn.

Hvad med at Mette Frederiksen optager en undskyldning allerede nu, så den kan afspilles om 10-20-30 år?

Universiteterne er en anden sektor, som er blevet gennemreformeret i en så uigennemtænkt grad, at det er svært at opdrive en politiker, der vil stå på mål for det makværk, SVM-regeringen har lavet. Her skal nogle kandidatuddannelser forkortes, og der skal sættes begrænsninger på, hvor mange der skal optages på DTU, selvom erhvervslivet skriger på deres arbejdskraft. Finansministeriet har sågar vurderet, at universitetsreformen gør Danmark fattigere.… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.