Hvis højskoler, universiteter og den øvre middelklasse vil have mangfoldighed, må de også tåle at blive provokeret. Diversitet er ikke et pænt slogan – det er også en praktisk prøve i at tåle ubehag og turde forandre egne vaner.
Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator
Er den øvre middelklasse overhovedet klar til underklasseknægte som Ayman?
Det spørgsmål står tilbage, efter at jeg har læst Ayman Ahmad Mouhammed debatindlæg i Politiken.
Det handler ikke kun om eliteinstitutioner som Krogerup Højskole. Det handler om hele den øvre middelklasses domæner. Her vil man gerne romantisere lidelsen hos folk som Ayman Ahmad Mouhammed – folk fra socialklasse 5, eller unge med anden etnisk baggrund. Vi elsker at solidarisere os med dem. Men i det øjeblik vi inviterer dem ind i fællesskabet, opdager vi, at det er rarere at tale om dem end med dem.
Ayman Ahmad Mouhammed satte ild til både Krogerup og middelklassens selvforståelse, da han spurgte, om han overhovedet fik noget ud af sit højskoleophold. Jeg kender ham perifert. Jeg opfordrede ham selv til at søge Krogerup og hjalp med ansøgningen, fordi han havde brug for et sundt fællesskab. På en måde har jeg en aktie i det nederlag. Men han har ramt et centralt problem: Der er udfordringer, når folk fra underklassen eller med en anden kulturel baggrund trænger sig på hos middelklassen og eliten.
Diversitet ikke betyder, at man tager socialklasse 5 og renser den for uvorne vaner og manerer
Noa Redington har kritiseret typer som Ayman for at larme og hijacke debatten, i modsætning til rengøringsassistentens søn, Matias Passarge, der i et modsvar til Ayman beskrev, hvordan han gør sig umage og tilpasser sig i stilhed. Redington har ret, men måske er der en god grund til, at underklassen råber højere og højere.
Redington selv foretog sin klasserejse i en tid med historisk høj social mobilitet. Han er født i 1971 – sandsynligheden for at bryde forældrenes sociale arv i uddannelse var for Redingtons årgang på 70 procent. For os, der tilhører de yngre generationer, er tallet faldet til næsten 50 procent.
Når Ayman slår på højskolen – og højskolen slår sig på Ayman – er det måske, fordi murene omkring de institutioner, der engang muliggjorde social opstigning, er blevet højere. Det er blevet sværere at kravle op.
Hvis vi vil have flere til at tage end uddannelse, kan vi ikke nøjes med sympatiske slogans på højskoleværelserne. Det kræver, at vi betaler prisen: at vi omfavner elever som Ayman, der under vegetarugen gør oprør og spiser kylling.
Jeg kan selv mærke, hvordan det stikker i retfærdighedssansen: Hvorfor kan han ikke bare indordne sig? Men netop dér ligger pointen: Det er nemt at tale om tolerance – det svære er at praktisere den, når nogen kommer udefra og opfører sig anderledes.
Jeg kender det fra mig selv. Jeg søgte mod Rysensteen Gymnasium, fordi det havde et af landets højeste gennemsnit. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle klare mig godt i livet, måtte jeg ind i det fællesskab.
Der opdagede jeg hurtigt, at jeg hverken så ud eller havde samme opvækst som de andre. Så jeg lavede små oprør: Jeg startede en studentergruppe, der hjalp tosprogede ind på gymnasiet. Jeg skrev kritiske såvel som unuancerede brugerkommentarer på Politiken.dk om skolens optagelsespolitik – til stor irritation for rektor, fandt jeg senere ud af. Jeg overtalte endda min klasse til at indføre et ’demokratisk diktatur’. Vi udpegede en klassediktator, der repræsenterede os uden at skulle bede om vores holdning eller accept af, hvad end skolen fandt på – en modreaktion på Rysensteens profil som et demokratigymnasium.
Jeg var bestemt irriterende. Men rektoren kaldte mig ikke ind til en skideballe. Tværtimod. Hun lod mig lave mine oprør. Når jeg havde det svært, blev jeg inviteret ind hos hende med varme og kunne knibe et par tårer over tilværelsen samt få gode råd med på vejen. Jeg oplevede ligeså, at flere af lærerne brugte ekstra tid på at tage sig af mig. Institutionen rummede mig – også selv om jeg gentagne gange stak til den.
Senere kritiserede jeg højskolerne offentligt for at være blevet ulighedsskabende institutioner, og fagbevægelsen fik samme tur – begge samfundsinstitutioner, som jeg havde brugt en del tid hos. Ligesom Ayman oplevede jeg, at nogen slog sig på kritikken – men den blev også brugt som løftestang til forandring. Kritik er afgørende, hvis samfundsinstitutioner vil udvikle sig.
Det er dén pris, man betaler, og den gevinst, man får, når man vil have mangfoldighed. Diversitet kommer ikke kun med flere hudfarver, seksualiteter eller socialklasser i fællesskabet – den kommer også med kyllingekampe i vegetarugen.
Ofte lyder det, at folk som Ayman Ahmad Mouhammed ikke forstår de sociale koder. Men pointen er jo netop, at diversitet ikke betyder, at man tager socialklasse 5 og renser den for uvorne vaner og manerer. Eliten og middelklassen må også ændre adfærd.
Som gæsteunderviser på flere højskoler har jeg mødt både elever og lærere, der genkender problemet, Ayman påpeger: at visse grupper af unge har svært ved at tolerere unge med markant anderledes holdninger. Jeg har mødt unge mænd, der siger, at de er holdt op med at udfordre de gængse venstreorienterede synspunkter, fordi de kunne mærke en social konsekvens. Og ja, det kan være vigtigere at have nogen at kysse med til festen end at stå fast på en stram udlændingepolitik. I valget mellem demokrati og kærlighed vinder sidstnævnte.
Jeg kan selv mærke, hvordan det stikker i retfærdighedssansen: Hvorfor kan han ikke bare indordne sig?
Jeg så et lignende problem på statskundskabsstudiet på Københavns Universitet. Hvert hold fik i introugen et landenavn, og derefter kørte der et politisk rollespil. En tradition, som Politikens debatredaktør Susan Knorrenborg i øvrigt selv bidrog til at idéudvikle, dengang hun studerede for årtier siden. Mit hold var Egypten, og vi råbte: »Hvad kan vi li’? – Flerkoneri«. Til mine medstuderende forsvar bør det nævnes, at kampråbets formulering var min idé. Andre hold gjorde noget andet, som Thailand, der klædte sig ud som ladyboys… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.