Følelser bliver brugt som en kujonagtig usynlighedskappe, hvor man kan flygte fra at stå på mål for det, man siger.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator, cand.scient.pol.

Kan man føle, om et argument er godt? Eller føle, at man faktisk sagde noget bestemt?

Det insisterede nogle højskoleelever på, at man godt kan, da jeg sidste år underviste dem i debat. Nogle af eleverne var så hæmmede af deres tidsånd, at de startede næsten alle sætninger med at sige »jeg føler«. Jeg har længe haft et horn i siden på den sindssyge måde, ’jeg føler’ bliver brugt på. Og det fortalte jeg de dygtige højskoleelever, jeg var gæsteunderviser for. Med varierende grad af succes.

’Jeg føler’ fylder mere i sproget i dag end tidligere, konstaterer også sprogforskeren Marianne Rathje. Eksempelvis beskriver hun, at man i Børsen kan læse sætninger som: »Jeg føler, at bestyrelsen og direktionen har undladt at gøre opmærksom på, at det var problematisk at købe flere aktier«. I fagsproget sniger følelserne sig også ind ifølge Rathje: »Jeg føler, at vi har fire midtstoppere på internationalt niveau«, og »jeg føler, vi skal lave udregningen på en helt anden måde«.

Er det så et problem?

Ja!

Holdninger er stridbare – det er følelser i mindre grad. Derfor er det en argumentatorisk sutteklud, når vi siger »jeg føler« i stedet for at stå på mål for vores holdning.

Det bliver sværere at gå i flæsket på hinandens ord og argumenter, fordi følelser er et helle. Vi bliver kollektivt dummere, når vi fralægger os ansvaret for argumentationen. Og deprimerende nok for fremtiden er det især min generation og de yngre, der benytter den form for stik-halen-mellem-benene-retorik.

I jagten på at respektere alles synspunkter ender man med at degradere argumenterne

Alle følelser er legitime. Det kunne være et slogan for tidsånden. Og forstå mig ret: Det er en kærkommen revolution, at det er blevet acceptabelt at dele sårbarhed og være åben om følelser.

Når jeg konfronterer folk med min aversion mod følesproget, kommer der et meget sympatisk argument frem. Nemlig at man med følesproget ønsker at respektere alles synspunkter. Når du taler om dine følelser, er du på din egen ø, for at blive i det psykologiserende sprog. Intentionen bag følesproget kommer derfor fra et positivt ønske om mangfoldighed.

Udfordringen opstår, når vi tager følesproget med ind i den demokratiske samtale mellem mennesker. I jagten på at respektere alles synspunkter ender man med at degradere argumenterne og endda skabe forvirring.

Et eksempel er DR’s aktuelle dokumentar ’Nemme penge’. Den handler om influencere, der svindler børn og svage borgere til at indgå i ulovlige pyramidespil. Her konfronterer værten en ublu influencer med følgende: »Jeg snakkede med en fyr, hvis søn skrev sig op til dit kursus. De føler, at de ikke har kunnet trække sig ud« … Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.