Virksomhederne griner hele vejen ned i banken med rekordoverskud, mens lønmodtagerne stadig ikke ved, om lønstigningerne matcher inflationen.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator og rådgiver

Det blev et stort ja, da de privatansatte stemte om, hvorvidt Danmark skulle i storkonflikt eller acceptere pæne overenskomster, som fagforeningerne har forhandlet hjem. Alligevel er det for tidligt at udnævne vindere og tabere af denne overenskomst. De store armlægninger om løn afgøres de næste to år lokalt. Og hvis lønmodtagerne taber, så risikerer vi at få et fundamentalt opgør med det system, der sikrer ro på overenskomsterne.

Topforhandleren fra Dansk Industri, Lars Sandal, udtalte, at dette er en »historisk dyr overenskomst«, da han på et pressemøde med lønmodtagerne præsenterede det første forlig. Men er det nu også hele sandheden?

For systemet tillader ikke, at lønnen afgøres centralt – og det kan blive starten på en ny kamp mellem arbejdere og virksomheder.

Mens fabriksarbejderen kæmper med inflationens indhug i reallønnen, kan den ene virksomhed efter den anden fejre rekordregnskaber

Danmark har nemlig i lang tid haft et minimaloverenskomstssystem. Det betyder, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne forhandler en minimumsramme for lønninger. Derefter er det op til hver enkelt virksomhed at forhandle lokale lønstigninger. Systemet har været en stor gevinst for Danmarks konkurrenceevne. Men det risikerer at bryde sammen.

I de seneste ti år er virksomhedernes indtjeninger steget til vejrs med raketfart, mens medarbejderne har fået lønforhøjelser i skildpaddetempo. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er overskuddet per ansat steget 3,5 gange. Lønnen er derimod kun fordoblet. Fra 2011 til 2020 er antallet af varer, der produceres på en arbejdstime, steget med 5,9 procent årligt – timelønnen er kun steget med 2,75 procent årligt.

Naturligvis provokerer det medarbejderne. For mens fabriksarbejderen kæmper med inflationens indhug i reallønnen, så kan den ene virksomhed efter den anden fejre rekordregnskaber.

Fagforeningerne hævder, at arbejdsgiverne er blevet grådige. En anden forklaring kunne være, at fagforeningernes faldende medlemstal gør lønmodtagerne svagere i de lokale lønforhandlinger. Måske er fagforeningerne simpelthen blevet dårligere til at forhandle lønkroner hjem?

Kritikere af minimaloverenskomstssystemet mener, at medarbejdernes manglende mulighed for at strejke under lokale lønforhandlinger simpelthen gør, at chefen bare kan fnyse ad lønkravene. Det mener flere fagforeninger har kunnet mærkes i de lokale lønforhandlinger, hvor arbejdsgiverne i stigende grad ignorerer lønkravene og i stedet lader de store overskud flyde direkte over til ejerne.

Formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, har i A4 Medier og til flere pressemøder i år udtalt, at det vil få konsekvenser, hvis minimaloverenskomsterne ikke leverer nu. Det er en ret markant trussel. Derfor gik arbejdsgiverne i den nye overenskomst med til at indføre krav om, at tillidsrepræsentanter kan anmode virksomheden om at få nøgletal om overskud, ordrebøger og indtjening. Fagbevægelsen håber, at det vil styrke de lokale forhandlinger. Men det er langtfra en garanti for lokale lønstigninger.

De kommende to års lokale lønforhandlinger vil være afgørende

De kommende to års lokale lønforhandlinger vil derfor være afgørende for, om fagforeningerne ved næste overenskomstforhandling vil kræve markante ændringer i spillereglerne. Og om lønmodtagerne opsparer så meget frustration, at de for første gang i årtier vælger storstrejken som løsning. Hvis minimalsystemet bryder sammen, risikerer vi et langt mere konfliktfyldt arbejdsmarked og en svækket dansk konkurrenceevne… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.