Alt for mange mennesker er så afhængige af deres skærme, at det er ved at udvikle sig til en alvorlig trussel mod vores fælles oplevelser, vores kultur, ja, sågar vores liv og førlighed.

Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator

I mange amerikanske storbyer ser man opioidjunkier, der går rundt mellem deres medborgere med døde blikke og tunge kroppe. I Danmark har vi skærmjunkierne. De slentrer gennem vores fællesskaber med øjnene limet til telefonen og forandrer fuldstændig vores offentlige rum.

Tiden er moden til, at vi tager et opgør med den adfærd og kultur, der ødelægger biografen, teatret, busturen, klasselokalet og festerne. Der er mange fællesskaber og oplevelser i nærvær af andre, som går tabt, når få mennesker ikke kan styre deres skærmbrug. Jeg er ikke fejlfri. Men jeg oplever andres skærmforbrug som så stor en gene i det offentlige rum, at det har fået mig til at stramme op på mit eget.

Her kommer en liste over nogle af de steder, hvor skærmen ødelægger vores fællesskab og vores kultur:

• Folk, der tager deres skærm frem i biografen og distraherer alle i mørket med deres telefon, burde blive smidt ud og bandlyst i seks måneder. Jeg overvejede på et tidspunkt at kaste popkorn efter to personer, der sad med deres lysende skærme i biografmørket. Men jeg turde ikke. Tænk nu, hvis Inger Støjberg sad i biografen og bagefter lavede et opslag om utilpassede brune politiske kommentatorer. Hvis biograferne ikke selv griber ind, ender det en dag med selvtægt hos landets biografgængere.

Det mest grelle eksempel, jeg har set, var en knægt, der gamede på sin telefon for i ny og næ at bruge en maskine, der kun var én af i hele centeret

• På cykelstien opstår der ofte farlige situationer i kølvandet på skærmzombier. Forleden svingede en ung mand ud foran mig, midt under en overhaling. Jeg havnede ude på kørebanen på Gammel Kongevej. Havde der været en bus bag mig, var jeg færdig. Den unge mand havde ikke hørt ringeklokken, fordi han også havde høretelefoner med noise cancelling. Tænk at gøre sig både døv og blind på cykelstien. Man burde få frataget retten til at cykle i et par år, hvis man gentagne gange bliver taget i at spille hasard med andre cyklisters liv på den måde.

• Der findes et helt særligt sted i helvede for dem, der nægter at slukke telefonen i teatret eller ligefrem tager den lysende skærm frem. Jeg havde brugt, hvad der svarer til et halvt års honorar fra Politiken, på billetter til Phantom of the Opera i London. Min kæreste og jeg havde glædet os meget. Pludselig kommer der to influencertyper ind med pelshuer og -frakker. De har travlt med at scrolle på deres telefoner, tage billeder af scenen og optage videoer under forestillingen. Vi sagde flere gange til dem, at de lysende skærme var forstyrrende. Men deres TikTok-hjerner kunne hverken koncentrere sig om en hel musical eller flere bønfaldende anmodninger. Teatret er ikke bare dyrere end biografen, men den særlige nerve, der opstår mellem publikum og scenen, brydes fuldstændig af mobilernes skarpe, blålige lys. Kan vi installere anordninger, så personalet kan afgive små elektriske stød til dem, der bruger skærmen under en forestilling?

• Der er også begyndt at ske noget nyt i fitnesscenteret. Mennesker, der har tabt deres opmærksomhed til telefonen, sidder på træningsmaskinen som en bunke forvaskede klude og mister tidsfornemmelsen. De optager træningsbænken eller maskinen længe, og forlænger fitnessturen helt unødigt for alle os andre. Et fitnesscenter kan ikke fungere, hvis vi hver især sidder med hovedet begravet i mobilen og kun glimtvis løfter vægtene. Det mest grelle eksempel, jeg har set, var en knægt, der gamede på sin telefon for i ny og næ at bruge en maskine, der kun var én af i hele centeret. Han sad på maskinen i 15 minutter (ja, jeg kunne ikke lade være med at tælle). Og det er ikke bare unge, der mangler skærmdannelse i det offentlige rum. Jeg ser det også hos voksenvoksne i fitnesscenteret.

• Når man går på gaden, og folk stirrer ned i telefonen, betyder det ikke bare, at alle andre skal dele sig som havet for Moses. Hvis du kigger på din telefon, går du også langsommere, samtidig med at du slingrer. Det vil sige, at både dem, der går i modsat retning, og dem bag dig, skal tilpasse sig prins-iPhone. Her er en kontroversiel norm: Gå ind til siden og stå stille, når du skal se på din telefon i mere end fem sekunder.

Jeg havde engang en chef, som sad krumbøjet over sin iPad til alle møder

• Er du i et selskab, bør social skam forhindre hånden i at søge mod telefonen. Desværre sidder man ofte til tamtam og ser gæster tjekke ud af selskabet for bare at være på telefonen. Jeg forstår godt singlevenner, som føler behov for at sikre sig et booty call (forplantning er trods alt en urtrang), eller hvis man skal i kontakt med nogen. Men at man kan sidde i venners lag midt i en samtale og så samtidig lige tjekke, hvad der sker på Instagram, er et tegn på voksende mental fattigdom. Vi taler tit om ensomhed hos unge. Hvis man ikke kan være til stede i et selskab, vil ensomheden brede sig, uagtet hvor mange puljepenge politikere posterer til flere fællesskaber… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.