Min generation nyder godt af et samfund, som boomerne holder i live. Hvis vi ikke selv snart træder til, risikerer vi at stå tilbage med regningen – og et svækket demokrati.

Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator

Én ting skræmmer mig særligt: Når de gamle dør, risikerer demokratiet, som vi kender det, at forandre sig radikalt. For det er her, det vil gå op for os andre – mine jævnaldrende – at vi i årevis har været demokratiske freeridere.

Det er en folkesport at pege fingre ad det smuldrende demokrati i USA. Se de dumme amerikanere. Og nøj, hvor vi elsker at tale om, hvor dyrt Brexit blev for briterne. Tåber! Vi fryder os. Men vi glemme ofte, at også vores eget demokrati er sårbart.

Min generation elsker at demonstrere utilfredshed med regeringens palæstinapolitik på Instagram. Vi vil hellere lime os fast til en motorvej i klimaets tjeneste end melde os ind i et parti for at ændre de katastrofer, der holder os vågne om natten. Og småbørnsfamilierne? De har ofte nok i dem selv og surdej.

Vi betaler ikke for aviser.

Vi melder os ikke ind i partier.

Vi gider heller ikke fagforeninger.

Alle de her institutioner holder demokratiet oprejst, fordi nogle andre bidrager med deres tid og penge.

Da jeg blev født, havde partierne 205.000 medlemmer. I dag er det halveret. Ved årtusindskiftet var 70 pct. af lønmodtagerne medlem af en fagforening. Kun 36 pct. af mine jævnaldrende er nu medlem af en fagforening, der forhandler overenskomst. Og ifølge Danmarks Statistik er det kun for én ud af fem under 44 år, der betaler for journalistik. Især de 35-54-årige har ikke for vane at betale for nyheder.

Heldigvis gør de ældre det stadig. Det er dem, der holder partierne, fagforeningerne og den frie presse kørende. Og hvad giver vi dem til gengæld? Udskamning for at stemme forkert og spise for meget rødt kød.

Min generation vil indvende, at partierne ofte skifter holdning, og at de ikke kan se sig selv 100 pct. i ét parti. Vi vil ikke være med i fællesskaber, vi ikke passer perfekt ind i. Individualiseringen er blevet en demokratisk akilleshæl.

Hvor tidligere generationer fik serveret fællesskaber gennem fagforeninger, partier og civilsamfund, forholder vi os langt mere kritisk og selektivt til fællesskaberne. Vi vil have friheden til at vælge, men orker ikke konsekvensen. Hvis vi ikke føler os perfekt spejlet, deltager vi ikke. Og dermed ender vi paradoksalt nok mere alene – og med et svagere demokrati.

Illusionen om, at et fællesskab skal matche os 1:1 er lige så forkælet, som den er farlig.

Vi fryder os. Men vi glemme ofte, at også vores eget demokrati er sårbart

Udfordringerne ser vi også hos fagforeningerne. Hovedårsagen til fagbevægelsens medlemsblødning er dem selv. Men der mangler også vilje fra min generation til at gå ind og forandre de institutioner, vi er utilfredse med.

Demokrati er nemlig ikke noget, man udøver hvert fjerde år med en blyant og en stemmeseddel. Demokrati kræver et aktivt civilsamfund, fagforeninger, partier og presse, der bæres af engagement og penge. Derfor må vi også erkende, at vores demokrati vil forandres radikalt, hvis udviklingen fortsætter. Den erkendelse bør starte hos de gamle demokratiske søjler, som har forsømt at forny sig og være relevante for ungdommen.

For selv om ungdomspartierne vokser lidt, bløder partierne samlet set. Når man besøger en lokal partiforening, føles det som at træde ind i et plejehjem for politiske ildsjæle.

I nogle lokalafdelinger i Socialdemokratiet spørger man sig selv, hvordan man får unge til sildearrangementer. Måske hoppeborg, børnepasning, BMO og cider-smagning ville være mere realistisk for børnefamilier… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.