Det tærer på tålmodigheden at overhøre velfungerende unge fra hjem med Y-stole og Montana-bogreoler tage psykologiserende ord i munden, som de ikke begriber dybden af.

Lawand Hiwa Namo,
Arbejdsmarkedskommentator

Min generation er blevet god til at ’mærke efter’. Ofte bliver den enkeltes behov kundgjort og deklareret med trompet og fanfare. Jeg oplever privilegerede unge misbruge ord som angst, stress og traumer. Pludselig er forældrenes skilsmisse, et kærestebrud og en dårlig episode på jobbet forvandlet til et traume, som kræver terapi. Og som berettiger, at vennegruppen forvandles til en ufrivillig sorggruppe, hvor hverdagsproblemer bearbejdes, som var de græske tragedier.

Det tærer på tålmodigheden at overhøre velfungerende unge fra hjem med Y-stole og Montana-bogreoler tage psykologiserende ord i munden, som de ikke begriber dybden af. Det at have det svært er blevet et selvrealiseringsprojekt. Og så er nutidens dyrkelse af at ’have det svært’ lige så selvskadende, som den er ulidelig.

Udfordringen ved at mærke for hårdt efter er, at man sjældent samtidig er i stand til at mærke resten af rummet. Hvis vi alle fulgte vores behov, ville samfundet jo bryde sammen.

Forskere fra Københavns, Aarhus og Aalborg Universitet påpeger tilmed, at unge forværrer deres psyke, når de mærker for meget efter.

Hvis alle mærkede lige så godt efter, ville undervisningen – og samfundet – jo falde fra hinanden

Når 44 procent af unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel, viser studier fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, at en af årsagerne er psykologisering. Et fænomen, hvor man har ekstremt fokus på diagnoser og egen psyke. Unge har et øget blik på, om man har sig selv med i alt, hvad man gør. Det skaber paradoksalt nok mistrivsel.

Når unge mærker for meget efter, skader de ikke blot sig selv. Det går også ud over os andre. At mærke efter er camoufleret narcissisme. Lad mig komme med nogle eksempler.

En af mine venner havde »lært at mærke efter« og brændte mig derfor af tre gange i træk over sms – hver gang med kort varsel. Min nu perifere ven havde igennem terapi udviklet evnen til at »passe på sig selv« og lytte til »sine behov« og måtte derfor blive hjemme. Vedkommende havde ikke lært at mærke mit behov for ikke at få spildt min tid. Men i dagens Danmark er der en valuta i offerrollen, som skamløst veksles til krav om særbehandling. Og det kan koste vores fællesskaber dyrt.

Der, hvor jeg for alvor mærker et samfundsproblem, er, når jeg underviser. De seneste otte år har jeg undervist flere hundrede unge i at debattere og holde taler. Ofte er de unge stimlet sammen på et kursuscenter med overnatning, vin og undervisning betalt af en organisation eller fond. Undervisningen indebærer, at alle på skift holder taler foran hinanden for at øve sig og for at give og modtage feedback fra hinanden. Forudsætningen for den type undervisning er, at man sætter sig selv i spil – ligesom resten af fællesskabet.

For nogle år tilbage mødte jeg for første gang en elev, som nægtede at holde en tale foran de andre. Hun havde gennem terapi lært, at hun skulle mærke efter og sætte grænser. Og hun kunne mærke, at det ville være bedst for hende ikke at holde en tale. Bum, bum. Uden skam i livet og for de andre deltagere trådte hun ud af fællesskabet, når det blev hendes tur.

Hvis alle mærkede lige så godt efter, ville undervisningen – og samfundet – jo falde fra hinanden. Forestil dig, at sygeplejersken sagde: ’Jeg nægter at fortælle patienten, at han er alvorlig syg. Det er simpelthen for ubehageligt’. Eller at en skolelærer sagde: ’Jeg giver ikke eleverne kritisk feedback, selv om der er stavefejl i hver anden linje i Maja-Mys essay. Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at gøre hende ked af det’.

Mange ting i livet er nederen og ubehagelige. Og det er udtryk for enorm privilegieblindhed at undgå livets ubehag alene ved at referere til egne følelser… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.