Statsministeren opfinder en krise, der retfærdiggør at dele milliarder ud til alle vælgere. Metoden giver mindelser om afskaffelsen af store bededag – bare med omvendt fortegn.
Lawand Hiwa Namo,
Politisk kommentator
Man kan ikke købe sig til kærlighed. Men et knald kan man betale sig til.
Den urgamle filosofi synes at have inficeret toppolitikernes tænkning: Vælgernes kærlighed har man opgivet. Men måske kan man lokke dem til kortvarigt samvær med gratis børnehaver, billigere el, kaffe og chokolade.
Regeringen vil med finansloven for 2026 lancere en ’stem på os’-pakke til samtlige danskere i en milliardklasse, vi næppe har set magen til før. Begrundelsen er, at det er blevet alt for dyrt at være dansker. Men passer det?
Reallønnen boomer ifølge de seneste opgørelser.
Det betyder, at en lønmodtager aldrig har kunnet købe så meget for sin løn som i disse år. Ikke just belejligt for krisefortællingen.
Der er dog nogle danskere, der har det svært: kontanthjælpsmodtagere og de fattigste pensionister. Deres indkomst inflationsreguleres med flere års forsinkelse. Det er dog en mekanisme, man kan ændre med et snuptag – hvis man altså vil.
At mistænkeliggøre egne myndigheder i jagten på vælgere er en uhørt krænkelse af den politiske dyd
Nok er prisen på oksekød steget. Inflationen ligger dog på 2,3 procent. Det er ikke et problem – det er tæt på målsætningen for en sund økonomi. Og det betyder jo også, at den gæld, mange danskere har stiftet, bliver mindre værd.
Når statsministeren insisterer på at problematisere stigende priser på kaffe, chokolade eller oksekød, opfinder hun en krise, der retfærdiggør at dele milliarder ud til alle vælgere.
Metoden minder om afskaffelsen af store bededag – bare med omvendt fortegn: Opfind en krise, og brug krisen til at begrunde din politik.
I regeringskontorerne taler de om, at det er på tide med »borgernær politik«. I realiteten er det bestikkelsespolitik i en skala, vi ikke har set før.
Forklaringen bliver ikke bedre af, at statsministeren her i Politiken mistænkeliggør »nogen« for at skumme inflationsfløden. Nu kræver den handlekraftige regering undersøgelser af, hvorfor mad er dyrt.
Det er i realiteten en uskøn mistænkeliggørelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der bl.a. har til opgave at overvåge, om der er konkurrencemæssige problemer. At mistænkeliggøre egne myndigheder i jagten på vælgere er en uhørt krænkelse af den politiske dyd. Der findes nemlig en saglig forklaring på, at vi har nogle af de højeste priser i supermarkedet. Danmark har EU’s højeste moms på fødevarer, og nogle af Europas højeste lønninger. Derfor er det, ifølge myndighedernes analyser og eksperter, dyrt at købe ind.
En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser endda, at de danske fødevarepriser er lavere end gennemsnittet i seks sammenlignelige EU-lande, når der tages højde for moms, afgifter og velstandsniveau.
Disse mange eksempler på skamløs bestikkelsespolitik, der skal løse ikkeeksisterende problemer, skader ikke alene tilliden til politikerne. De fjerner samtidig muligheden for at bruge pengene på reelle problemer
Men pyt med fakta. Statsministeren har en mavefornemmelse.
Bestikkelsespolitik ser vi også hos Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der gerne vil være overborgmester i København. Hun lover at gøre børnehaver gratis, fordi det er blevet for dyrt at bo i København.
I realiteten er forslaget en indirekte skattelettelse til de rigeste småbørnsfamilier. For det er kun husstande med en årsindkomst på over 645.000 kroner, der betaler fuld pris.
Forslaget er så uigennemtænkt, at selv en kommunalpolitiker fra Enhedslisten, Knud Holt Nielsen, lyder som en lederskribent i Berlingske, når han kræver en finansieringsplan og påpeger, at det ikke virker, »som om Socialdemokratiet har lavet grundige beregninger og gennemtænkt det«… Resten af artiklen kan læses på Politiken.dk. Tryk ‘Læs artikel’ for at blive ført videre.